Hvalpeplaner / Upcoming litters.

 
Vi forventer hvalpe efter Chloe og Echo omkring 1. september 2019.
 
Vi er stolte af at kunne præsentere vores hvalpeplaner og glæder os utrolig meget til at kunne byde velkommen til et kuld hvalpe efter Chloe og Echo senere på året. 

Chloe er en utrolig kærlig hund, med et fantastisk temperament. På gåture stopper hun ofte folk, for bagefter at lægge "armene" om halsen på dem for at putte. Hun elsker alle mennesker, børn, hunde, hvalpe og andre dyr.

Hun er meget rolig i dagligdagen, og er meget nem at have med alle steder. Hvad enten det er på familiebesøg, i bymiljø, på plejehjem eller en hektisk stævneplads. Hun affinder sig altid med det hele og er rolig og afslappet.
Hun elsker at være legetante når vi har hvalpe, og er fantastisk til at lege med hvalpene og opdrage dem.

Under træningen er hun meget fokuseret og har et meget stort drive. Hun er hurtig og har en god springteknik, indimellem kan hun springe lidt langt, men hun bliver bedre og bedre til at aflæse linjerne, og finde ud af hvor man skal springe langt og hvor man skal korte sig op. Hun er rigtig god til at arbejde på lang afstand af sin fører, vi har blandt andet arbejdet lidt med fjernhandling, kun vha. verbale kommandoer, hvilket hun er rigtig god til.

Hun er lynhurtig til at fange hvad man vil have hende til, hvilket gør at man som fører skal være konsekvent med at kravene ikke ændrer sig, så hun hele tiden ved hvad der forventes af hende. Hun er meget pleasende og elsker at arbejde.
Hun elsker især at løbe agility, men nyder også at gå rally, træne tricks og lignende.


Echo er en sød og kærlig hund som er god til at aflæse de mennesker han møder.
Han er meget nysgerrig og vil gerne snakke med alle mennesker. Kommer der fremmede mennesker på besøg i hjemmet, vil han gerne lige se dem an, før han opsøger dem. Så snart han har set dem an, sidder han dog på skødet af dem resten af aftenen.
Han fungerer godt med andre hunde og hvalpe, og har også boet sammen med katte, hvilket han var glad for.
Han fungerer fint med børn, trods at han ikke omgåes børn ret meget.

På stævnepladsen og til træning er han rolig og afslappet, han ligger stille og roligt ved siden af banen og kigger på de andre der løber.
I startområdet er han opmærksom, men på ingen måder stresset.

På agilitybanen er han meget pleasende, og er rigtig god til selv at finde ind på linjerne på banen.
Han er meget sød og lyttende, og gør alt hvad han kan for at gøre det rigtige. Han vil gøre alt for sin ejer.

Echo er meget afbalanceret når han løber - og derved løber han den mest optimale bane, hvilke også giver den hurtigste tid, det ser enkelt og nemt ud.
Han springer rigtig fint og har et godt afsæt, river sjældent pinde ned og har fuld forståelse for hvad hans opgave er på banen.
Trods hans forholdsvis unge alder, har Echo allerede leveret rigtig mange gode resultater på agilitybanen. Han er Danmarksmester i DKK 2018, sølvvinder for hold ved Nordisk mesterskab 2018 og blev nr. 2 i konkurrencen om årets agilityhund i 2017. Herudover er han Dansk agility champion, Dansk spring champion, Svensk agilitychampion og Svensk springchampion.


Vi forventer at dette bliver et kuld, som vil egne sig rigtig godt til at arbejde i forskellige sportsgrene, bla. agility, rally, frisbee, lydighed mm.
Vi forventer at det bliver hvalpe som vil fungere godt i dagligdagen og som en del af en familie, men samtidig har et højt drive på træningsbanen.
Parring forventes omkring juli.
 
Er du interesseret i en hvalp fra denne kombination, er du velkommen til at sende mig en email på: staldmunkholm@outlook.com
 
 
Vi er stolte af at kunne præsentere vores hvalpeplaner for foråret 2020.
Vi forventer at parre Peanut med Chic, i hendes næste løbetid. 
 
Peanut er en fantastisk dejlig hund, som elsker at putte, og samtidig har et virkelig højt drive.
 
Hun giver sig altid 200 % på træningsbanen, uanset hvad diciplin det er. Vi træner mest agility og rally, og er for nylig begyndt at gå noget lp. Derudover træner vi også frisbee, spor, tricks, eftersøgning og selvfølgelig en masse dogfitness. 
Lige fra hun var lille har hun altid vist et stort potentiale indenfor bla. agility.
Hun er meget hurtig på banen, og kan vende på en 25 øre. Hun er sådan en hund hvor man indimellem tænker at hun kan læse ens tanker, for hun reagerer nærmest inden jeg når at vise hende hvad hun skal. Hun har et meget højt arbejdsinstinkt, og hun lever og ånder for at arbejde. 
 
Hun er nem at have med til stævner, sidder gladeligt i hendes bur stille og roligt, og er generelt nem på en stævneplads. Når man går til start eller er i nærheden af banerne, og hun kan mærke at det snart er hendes tur, gearer hun op, men så snart hun er færdig med at løbe, slapper hun helt af igen. 
 
I dagligdagen er hun meget stille og rolig. Hun ligger gerne og sover på sofaen hele dagen, men vågner op så snart at der lægges an til træning. Hun er social og venlig overfor nærmest alle hunde, men har ikke et stort behov for at lege med fremmede hunde. Hun leger mest med vores egne hunde, for når hun først er på udebane, ved hun at der skal trænes, og så lukker hun helt af for forstyrrelser. Hun er glad for alle mennesker, og elsker børn. 
Begge Peanuts forældre bruges til at hyrde. 
 
Chic er ligeledes en fantastisk hund. 
 
Han elsker at træne, og giver sig fuldt ud, men er samtidig meget lydhør. 
Han lytter meget og er ikke typen som finder på svinkeærinder på banen. Han er god til at finde ind på linjer og har en god springteknik. 
Vi træner primært agility og frisbee, og derudover laver vi også spor, tricks, dogfitness og lidt eftersøgning.
Han er meget nem at have med alle steder, hvad enten det er midt i en storby, på stævnepladser og lignende. Han er altid meget afslappet uanset omgivelserne. Han kan sagtens ligge og nærmest falde i søvn, i startområdet, men med det samme at man træder ind på banen, er han totalt klar. 
 
Han er social og venlig overfor stort set alle hunde, og elsker alle mennesker. 
Han er også glad for børn, trods han ikke er opvokset med små børn. 
 
I dagligdagen er han meget afslappet, og ligesom Peanut, kan han sagtens bruge en hel dag på sofaen, eller liggende i haven for at nyde det gode vejr. Han elsker at putte, og han elsker at ligge og hygge med hans bamser, eller ved at lægge sig helt henover dem der sætter sig i sofaen. 
Han er en hund som følger ens gøren og laden på tæt hold, og han elsker at få lov til at være med i alting. 
Chics mor har flere gange vundet det bulgarske og ukrainske mesterskab i agility, og har ligeledes flere gange vundet european skyhoundz i frisbee. Hans far bliver trænet i frisbee, lydighed og ipo. Begge hans forældre udstilles og bruges til at hyrde. 
 
 
Vi forventer at det bliver et kuld hvalpe med højt drive og arbejdsinstinkt, som vil egne sig særdeles godt inden for især agility, frisbee, lydighed, rally og hyrdning. 
Samtidig forventer vi at det bliver nogle velafbalancerede rolige hunde, udenfor træningsbanen.
 
Er du interesseret i en hvalp fra dette kuld, så kontakt mig på email: staldmunkholm@outlook.com

Kontakt

 
 
 
Kennel Munkholm